I går aftes fik vi de lækreste frikadeller (opskrift følger her), og dertil lavede jeg en råkostsalat med sesam inspireret af Lone Kjær, forfatter til “Mad på den fede måde”. Jeg har to af hendes kogebøger, og de er blevet flittigt brugt i familien. Denne råkost er særlig lækker, fordi der bruges tahin i dressingen. Tahin er en slags smørepålæg, der er lavet af rent sesamfrø og havsalt – jeg er ret vild med den lavet af Urtekram. Sesamfrø er rige på gode fedtsyrer, fibre, calcium, jern og selen.

Råkostsalat med sesam

Ingredienser
  • 2 mellemstore rødbeder
  • 3 store gulerødder
  • 1 fed hvidløg, presset
  • saft fra ½ grape / 1 citron
  • 60 g tahin
  • ½ dl vand
  • havsalt & peber
  • ½ dl sesamfrø
  • persille

Skræl og vask rødbeder samt gulerødder. Riv dem på den grove side af rivejernet. Bagefter røres en dressing af hvidløg, grape, tahin, vand og salt og peber – rør til det er en ensartet masse. Dressingen hældes over råkosten, sesamfrø vendes i, og der pyntes med grofthakket persille samt lidt ekstra sesamfrø.

Kan serveres til gode frikadeller lavet af svine- eller fiskefars 🙂

Råkostsalat med kokos

Ingredienser
  • 2 mellemstore rødbeder
  • 3 store gulerødder
  • saft fra 1 citron
  • olivenolie
  • havsalt & peber
  • kokosmel

Skræl og vask rødbeder samt gulerødder. Riv dem på den grove side af rivejernet. Bagefter røres en dressing af citron og olivenolie, den smages til med salt og peber og hælde over. Til slut vendes halvdelen af kokosmelen i salaten, og resten drysses udover.

Det smager himmelsk til en ovnbagt hvid fisk samt dampet spinat.

Kærlig Hilsen

LogoVed Pernille Kruse