Indlæg

Her i starten af December ønsker de fleste sig tid og nærvær til at glædes med hinanden. Men puha, jeg er allerede bagud, da datoen skiftede til den 1. december i morges. Der dukkede nemlig straks en hel ønskeseddel op fra mit indre:

  • Adventsgaver til de sidste 3 søndage gange tre
  • Pynte op til jul med børnene
  • Bage julesmåkager
  • Gå tur i skoven efter gran
  • Læse julehistorie
  • Se hele 3 julekalendere med børnene
  • Huske diverse julearrangementer på skolen, i foreninger osv. og ikke mindst
  • Alle de julegaver der skal findes på og købes eller laves inden den 24. dec.

Og sandt at sige, da rækker december måned ikke – for den er sjovt nok ikke fyldt op med flere timer end de andre måneder.

Men når jeg mærker nærmere efter, ønsker jeg egentlig ikke konkrete ting i december, men i stedet nærvær og hygge sammen med mine børn og mand. Såsom tid til at hygge med et spil eller bage lidt småkager uden, at skulle sætte kryds ved en “to do liste” hver dag og blive fortravlet over alt det, der skal nås i morgen. Derfor har jeg i år tænkt mig at gribe det anderledes an!

Morgen yoga

Jeg har valgt i hele December at gå en ½ time tidligere i seng – hver dag! For at kunne stå op en ½ time før hver dag, liste op på mit kontor, tænde et stearin bloklys og lægge min yogamåtte tilrette på gulvet. Dernæst starter jeg min pc op og logger ind på Yogaglo.com, hvor jeg lige så stille finder morgenens korte yoga program frem efterfulgt af en lille meditation.

Og sørme om jeg ikke bagefter er fyldt af fred og tro på, at lige netop denne dag bliver noget helt særligt, for jeg har allerede fra morgenstunden af gjort noget skønt for min krop og sjæl. Dette belønnes hos mig med en afslappethed og tro på, at det vigtigste er ikke hvad vi når, men hvordan vi gør det. Nemlig om vi er hastigt videre med den næste opgave, eller om vi i stedet fordyber os, i det vi foretager os og dermed er mere nærværende.

Tænk, hvis det kun koster ½ time hver aften at få en december, hvor der er plads til glæden i stedet for julestress. Og hvis jeg skal være helt ærlig så drejer det sig om ½ time mindre på sofaen foran TV’et, for jeg er allerede dødtræt kl. 21 😉

Nærvær og ro

Derfor, hvis du har lyst til et større nærvær og ro indeni, så stå op ½ time før du plejer og lav 15-20 min yoga + 10 min meditation hver dag. Jeg lover dig, at du vil mærke en forskel i hele december. Hvis du ikke har en yoga dvd el.lign. kan jeg klart anbefale Yogaglo.com, hvor der er over 3000 forskellige yoga klasser. Klasserne er inddelt efter varighed, type yoga, underviser, kropsdel og fokus – derudover er der også meditationer. Alle klasser foregår på engelsk, men af virkelig dygtige instruktører, så de er nemme at følge. Det er gratis at prøve det i 14 dage, derefter koster det 18$ pr. måned.

Må julefreden sænke sig,

Pernille Kruse (december 2015)

Sne i mosen 2015

Dette populære knækbrød lærte jeg at lave på et bagekursus hos Lone Bang & Marianne Lodberg

Dette knækbrød er meget fint og knækker let, så det er bedst at opbevare det i en dåse. Men det smager himmelsk – jeg foretrækker selv rismel, da quinoa godt kan haKnækbrødve en let bitter smag. Der bliver til 3-4 bageplader knækbrød.

Ingredienser:

  • 1 dl hørfrø
  • 1 dl sesam frø
  • 1 dl solsikkekerner
  • 1 dl græskarkerner
  • 1 dl havregryn, hirse- eller quinoaflager
  • 3½ dl rismel / quinoa mel
  • 1½ tsk. salt
  • 1 dl olie (oliven / raps olie)
  • 2½ dl vand

Alle ingredienser røres sammen / æltes og rulles tyndt ud – nemmest mellem to stykker bagepapir og med en kagerulle. Det er vigtigt at det bliver meget tyndt, da knækbrødet da bliver mest sprødt og lækkert.

Er du mere til video, så se med her, hvordan de laves.

Bages ca. 17-20 min ved 170 grader til det er gyldent / brunt.

Smager fantastisk med tahin, nøddesmør, peanutbutter, humus og diverse spread fra urtekram.

Duften af hyldebær suppe minder mig så meget om min barndom på gården. Jeg voksede op med mad lavet fra bunden af, og sensommeren samt efteråret var noget ganske særligt med høst af ribs, solbær, stikkelsbær, blommer, æbler og ikke mindst indsamling af hyldebær til den smukke kraftige dyblilla suppe, som jeg elsker hvert efterår.

Hyldebærsuppe med pære

Hyldebærsuppe med pære

De sorte hyldebær frister ofte børn til at spise dem direkte fra træet, men de indeholder blåsyre, så det er vigtigt at koge bærrene i minimum 15 minutter, før de spises. Ellers kan du få mavekneb 😉

Opskrift (2 prs.):

  • 500 g hyldebær
  • 7 dl vand
  • 2 æbler i tern
  • 1½ spsk. honning / sukker (efter smag)
  • 2 skrællede pærer, skåret i både

Pluk hyldebær klaser i haven eller ved markskel.

Hyldebær fra haven

Hyldebær fra haven

Klip den grove stilk af og afvej dine hyldebær. Put hyldebærrene i en gryde sammen med vandet og æblerne i tern. Kog det hele i minimum 15 minutter. Derefter sis det hele ned i en skål og der kan tilsættes honning / sukker. Smag suppen til med vand / honning / sukker, så du får den smag der passer dig. Serveres med friske pære skåret i både, honningristet havregryn eller tvebakker 🙂

Dette gulerodsbrød er en lettere variant end det traditionelle stenalderbrød. Jeg kan godt lide den mere fugt dette brød indeholder pga. de revne gulerødder.

Glutenfrit gulerodsbrød

Glutenfrit gulerodsbrød

Ingredienser

  • 4 store revne gulerødder
  • 100 g mandler
  • 100 g solsikkekerner
  • 100 g valnødder /hasselnødder
  • 100 g græskarkerner
  • 100 g hørfrø
  • 4 æg
  • 1 dl oliven-, kokos-, solsikke- eller avocadoolie

Tænd ovnen på 165 grader.

Skral og riv de fire gulerødder på det grove jern. Put dernæst alle nødder og frø i en foodprocessor og kør i flere minutter indtil massen er helt jævn (fint kværnet). Dernæst tilsættes de 4 æg, olien og gulerødderne og der køres igen til massen er jævn. Smør en lille brødform og sæt den i ovnen i ca. 60 min, hvis det er en større brødform (til rugbrød), da giv kun ca. 50 min. Afkøles og opbevares i køleskabet.

Græskarsuppen kan spises både til frokost eller aftensmad og mætter dejligt, selv uden brød.

Ud fra kalenderen er det i dag efterår, og kigger jeg ud af vinduet, passer det meget godt. Bladene er begyndt så småt at gulne, og temperaturen er faldet et par grader. Jeg elsker efteråret og dets gyldne farver og ikke mindst de lækre høstmodne danske fødevarer, der dukker frem på hylderne.

Græskar

En af mine foretrukne grøntsager er græskaret, som fås i forskellige former og farver – oftest anvender jeg Hokkaido (det lille runde orangefarvede græskar) eller Butternut (det lille klokkeformede cremefarvede græskar, også kaldet Butternut squash), som begge er tilgængelige i de fleste supermarkeder.

Fælles for de to græskar er, at de er anvendelige i både hovedretter og desserter / kage 🙂

Hokkaido græskar suppe

Hokkaido græskar suppe

Opskrift:

Suppen er meget nærende og anti-inflammatorisk pga. de gode egenskaber fra hvidløg, ingefær og gurkemeje. Du bestemmer selv, hvor kraftig / stærk den skal være ved, at justere på indholdet af ingefær og karry.

Ingredienser:
Ingredienser til suppen

Ingredienser til suppen

  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 5-10 g frisk ingefær
  • 1-2 tsk. karry
  • 1-2 tsk. gurkemeje (kan udelades)
  • 1 spsk. kokosolie
  • 1 græskar (hokkaido / butternut)
  • ½-1 dåse kokosmælk / 1 dl fløde (kan erstattes med grøntsags bouillon)
  • ½ l grøntsags bouillon af Herbamare
  • Lime
  • Urtesalt / peber

Svits finthakket løg, hvidløg og ingefær i karry, gurkemeje og olie.

Skyl græskaret og skær det midt over (det skal ikke skralles!). Skrab kernerne ud med en spiseske og derefter skæres græskaret i mindre tern.

IMG_3868

Skrab kerner ud

Vend ternerne i gryden og tilsæt kokosmælk og bouillon. Lad suppen koge ved svag varme i ca. 20 minutter.

Blend suppen med en stavblender og smag til med salt, peber og lime.

Serveres enten med kogte brune ris eller knækbrød / brød

Kan fryses ned 🙂

Velbekomme, Pernille Kruse (september 2015)

Endnu en måned er gået, og sikke meget der er sat i gang her på Ernæringslinjen. Løbende forsøger jeg, at opdatere min hjemmeside og få stillet skarpt på, hvad det er jeg kan tilbyde i min klinik og på kurserne.

Faxe Sundhedscenter

Som du måske har set, via Facebook eller pressen, så er jeg startet op i Faxe Sundhedscenter, og det har været en gevinst. Lokalet er sat i stand og klar til at modtage klienter i individuel konsultation. Det ligger i bygning 4 på 1.sal ved siden af lægeklinikken og på samme gang som Gestalt psykoterapeut Lars Bo Pedersen, Parterapeut Mette I. Turms og Rygskolen ved Hanne Jensen.

Konsultation hos Ernæringslinjen

Ernæringslinjen tilbyder ernæringsterapi og du er altid velkommen til at ringe og få en snak om det er noget for dig inden du booker en tid. Ved den 1. konsultation laves der en grundig gennemgang af nuværende madvaner, symptomer og livsstil, for at kunne spore sig ind på de fysiologiske sammenhænge. Ud fra dette planlægges i samarbejde en kostplan og evt. andre tiltag, som fører til det ønskede resultat om det er vægttab, færre symptomer, mere energi eller andet. Derefter er der opfølgende konsultationer, som vil variere i antal. Tidsbestilling via mobil 6019 7722 eller online booking.

Arrangementer

Der er en del andre private aktører på Faxe Sundhedscenter og pt. er vi i gang med at arrangere en event “Ladies Night” der skal løbe af stablen i April 2016 på Faxe Sundhedscenter. Og som det fremgår af titlen så er det for kvinder og vil omhandle forskellige former for Wellness – jeg kommer tilbage til dette når vi kommer lidt længere i planlægningen.

Kursus i ernæring ved autoimmune sygdomme

De autoimmune sygdomme har altid haft min interesse, så derfor starter Ernæringslinjen ud med at holde et kursus for folk med en autoimmun lidelse. Det at være en del af en gruppe gør det ofte lettere for den enkelte at lave nogle ændringer. Samtidig bliver der også plads til mere undervisning end ved en almindelig konsultation. Men der er også afsat tid til en individuel vurdering under kurserne, da jeg vægter det meget højt, at hver enkelt har forskellige udgangspunkter og fysiologi, hvorfor det ikke er hensigtsmæssigt at give den samme vejledning og kostplan til alle.

Autoimmune sygdomme i Danmark

Jeg blev chokeret over at læse, at der i Danmark findes mellem 300.000 – 400.000 med en autoimmun sygdom (ifølge læge Lars Fugger). Det svarer til 5-7 % af den danske befolkning. Jeg er ikke sikker på, at alle ved om deres sygdom er en autoimmun lidelse, derfor lister jeg lige nogle af de mest udbredte:

  • Psoriasis (betændelsestilstand i huden)
  • Hashimoto’s thyroiditis (betændelse i skjoldbruskkirtlen, lavt stofskifte)
  • Chrons sygdom & Ulcerativ colitis (kronisk tarmbetændelse)
  • Leddegigt (betændelse i leddene)
  • Type 1 diabetes (sukkersyge)
  • Multipel Sclerose (betændelse i centralnervesystemet)
  • Graves (betændelse i skjoldbruskkirtlen, højt stofskifte)

De autoimmune sygdomme karakteriseres ved, at immunforsvaret angriber kroppens egne sunde og raske celler. Derved opstår der betændelse og ved længerevarende betændelse, fungerer vigtige barrierer / organer ikke længere optimalt. Ofte behandles betændelsen med immun-undertrykkende stoffer, som binyrebarkhormoner eller cellegifte, men biologiske lægemidler (såsom antistoffer imod immunforsvaret) har også fået stor betydning specielt indenfor behandlingen af leddegigt, kronisk inflammatorisk tarmsygdom og psoriasis.

På kurset fokuseres der på de sygdomme, som gruppen repræsenterer, og hvorledes vi via kosten kan spise anti-inflammatorisk (hæmme betændelsen) således, at vi hjælper vores immunforsvar mest muligt. Der vil være en stor del ernæringslære omhandlende fordøjelsen, immunforsvaret samt fødevare intolerance og en del motivation omkring ændring af madvaner samt deling af mad opskrifter. Derudover vil vi se på hvorledes motion, stress, søvn og meditation kan påvirke vores fordøjelse.

Kurset starter torsdag den 26 februar kl. 19 på Faxe Sundhedscenter. Tilmelding foregår via AOF’s hjemmeside.

Dagens opskrift

Følg Ernæringslinjen på hjemmesidenFacebook eller Instagram/ernaeringslinjen og få masser af inspiration til lækre velsmagende retter der også er nemme ;o)

Pandekager med hindbær & kakaonibs

12 små pandekager

11Feb2015 Iphone 035

Ingredienser:

4 æg
250 g mozzarella
1 vaniljestang / pulver
2 spsk. HUSK
4 spsk. vand
1 nips salt
smør / kokosolie

Pynt:
tørret hindbær /revet citronskal
kakaonibs
flydende honning

Blend æg, mozzarella, HUSK og salt til en ensartet tyk masse. Smelt fedtstoffet på en pande og steg de små pandekager ved mellemvarme til de er gyldne. Serveres med tørret hindbær, kakaonibs og flydende honning.

Wauv – jeg er fuldstændig blown away.

Og hvorfor nu det – jo jeg er gået i gang med at bygge min egen hjemmeside fra bunden af ved hjælp af WordPress og www.one.com. Fra, at det der med at bygge hjemmeside var en jungle og temmelig uoverskueligt, så har jeg endelig kastet mig ud i det – og det er faktisk temmelig sjovt. Jeg har jo altid godt kunne lide at lege med farver, billeder, udtryk, så dette her er en stor legeplads – håber til gengæld at produktet også bliver professionelt og ikke kun et billede af hvad jeg syntes er sjovt ;o)

Ja for det hele skyldes jo, at jeg skal til at starte mit eget firma op: Ernæringslinjen, så slutproduktet skulle jo gerne bruges til dette.

Det jeg også er ret imponeret over, det er hvor mange gode fif der ligger på Youtube – især de amerikanske er jeg glade for, de skærer ligesom tingene ud i pap, så alle kan følge med. Derudover er der mange gratis programmer der kan bruges til redigering af fotos (www.picmonkey.com) og til at lave logo (www.logomaker.com), så hvem ved måske ender det også med at jeg laver mit eget logo!!

Så jeg skylder en stor tak til Ann for de gode råd og især rådet om at bruge WordPress, tak til Johnny for at vise mig at det der med at lave hjemmeside, da ikke nødvendigvis er så svært og tak til Storm for at redde nogle tråde ud for mig angående hvad det egentlig vil sige at bygge en hjemmeside.

Nu vil jeg kaste mig ud i flere fotos, redigering mm

KH Pernille