Indlæg

Jeg elsker hyldeblomst saft. Det er ren og skær gudedrik 🙂

Denne opskrift er med økologisk sukker, men du kan også bruge æblesaft eller honning (hvis du har meget af det)! Vi laver altid dobbeltportion og fryser halvdelen ned, så der er lidt dyrebare dråber til senere. Den portion der er nedenfor passer til min største gryde, som samtidig kan stå i køleskabet, så tjek lige ud hvad du har til at opbevare saften i mens den står og trækker et par dage.

Jeg bruger bla. hyldeblomst saft til alm. saftevand, blande i hvidvin med isterninger, på lagkagebunde sammen med friske jordbær og creme og som smagsgiver til Kombucha (hjemmelavet fermenteret te).

Hyldeblomst

Ingredienser

  • 100 blomsterskærme fra hyld
  • 1,5 kg økologisk sukker
  • 9 økologiske citroner
  • 1 brev citronsyre
  • 4 liter vand

Start med at gå ud og klippe 100 blomsterskærme. Smagen på din saft varierer efter om det er de tidligste blomster eller de sene, hvor blomsterne er ved at afblomstre. Men bare brug løs, det har hver sin fine smag. Sørg for at der ikke kommer blade og grove stilke med, så klip så tæt på blomsterne som muligt.

Tilbage i køkkenet vaskes og skæres citroner i tynde skiver. Derefter koges de 4 liter vand og sukkeret opløses i vandet. Tilslut lægges blomsterskærme og citroner lagvis ned i det kogende vand, sluk for blusset og læg låg på gryden.

Lad den stå og køle af på køkkenbordet inden den sættes i køleskabet for at trække i 3-5 dage, efter hvorledes det passer dig at si saften fra. Hver dag røres der i gryden.

Når det har stået og trækket færdig sis saften fra og hældes på skoldede f.eks. patentflasker.

Velbekomme,

Pernille Kruse