Indlæg

Rugbrød (1 stort – 2,5 l bageform)

Der er ikke noget bedre end et hjemmebagt rugbrød, lavet på surdej og ren rug. Du kan selv vælge hvilke kerner og frø du bruger. Jeg er mest til solsikkekerner, som giver en blød og rund smag, men prøv dig frem og brug det du har i skabene. Jeg har god erfaring med at bruge solsikkekerner, hørfrø, sesamfrø, græskarkerner, chiafrø og hampefrø. Rugbrødet laves over 2 dage. Jeg starter det som regel om morgenen. Det kræver at du på 2. dagen har tid til at det efterhæver 2-3 timer inden det bages i ca. 1,5 time. Herhjemme fungerer det at starte rugbrødet op fredag morgen og så bage det lørdag. Rugbrødet har også godt af at ”sætte sig” inden du skærer af det. Så lad det meget gerne køle af et par timer, inden du skærer af det. Jeg bruger økologiske ingredienser, hvis det er muligt.

Rugbrød

Surdej er taget fra og det sidste mel røres i. Dejen skal være tung og sej, men ikke tør.

Ingredienser til rugbrød, dag 1:

• 1 l vand
• 1,5 dl surdej*
• 250 g knækkede rugkerner
• 125 g hørfrø
• 125 g solsikkekerner
• 5 dl rugmel (fuldkorns)

Rør alle ingredienser sammen i et stort lerfad, stil det på køkkenbordet dækket med et viskestykke, natten over.

Rugbrød

Færdigbagt rugbrød, afkølet og lige klar til at spise.

Ingredienser til rugbrød, dag 2:

• 1 spsk salt / 2 spsk flagesalt*
• 2 spsk maltmel / 3 spsk maskmel
• 2 dl rugmel

På 2. dagen fratages der ca. 1,5 dl dej i et syltetøjsglas med låg til surdej, som opbevares i køleskabet. Derefter tilsættes salt og maltmel til rugdejen, rør rundt og tilsæt derefter det resterende rugmel. Hæld dejen i en stor smurt rugbrødsform og lad den stå og hæve på køkkenbordet i 2-3 timer til det fylder formen (2,5 l form). Det hæver som regel 2-3 cm.
Bages i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 1 time og 20 minutter. Rugbrødet skal være ca. 97 grader indeni. Når det er færdigbagt tages det ud af formen og køles af.

Vil du have en lækker plantebaseret kikærte salat på dit rugbrød, så find opskriften lige HER.

*Du kan købe en surdej i special butikker eller høre om du har nogle bekendte, der kan dele en surdej med dig. Du kan også selv starte den op, se fx. metoden her hos Valsemøllen.

**Prøv dig frem med salten.

God fornøjelse, Pernille Høegh (Kruse)

Pernille Kruse

En utrolig lækker ala ”K-salat”, der kan bruges i sandwich eller som tilbehør til en frokost serveret med grøn kålsalat, syltede rødløg og bagte rodfrugter / græskar. Hvis du laver den først på ugen, så er der til madpakken i en 4 dage.

Smørrebrød med fisk

Smørrebrød lyder måske ikke så antiinflammatorisk, men i denne version er der skruet op for fisken og serveret en grøn salat til. Den er med så du har mere at vælge imellem og ikke nødvendigvis skal lave fuldstændig om på din madpakke.

Ved at vælge andre pålægstyper kan du gøre dit smørebrød sundere. Tåler du ikke gluten, kan du vælge et glutenfrit brød, evt. selv bage det.

Smørrebrød, fisk

Smørrebrød # 1

  • 1 skive brød
  • rucolasalat
  • 1 skive røget laks
  • revet peberrod i havrefraiche

Smørrebrød # 2

  • 1 skive brød
  • napolitanasalat
  • røget makrel
  • et par ringe rødløg
  • purløg

Smørrebrød # 3

  • 1 skive brød
  • ærteskud
  • ½ kogt æg
  • 10 rejer

Smørrebrød # 4

  • 1 skive brød
  • napolitanasalat
  • marieneret dildsild
  • dild

Her finder du en opskrift på glutenfrit gulerodsbrød, som kan anvendes i stedet for det traditionelle rugbrød.

Fisk

Fisk er en god proteinkilde, der giver mæthed, stabilt blodsukker og gode byggesten til fx muskler, knogler og signalstoffer. Samtidig får du gode sunde fedtsyrer, der er med til at dæmpe dit blodsukker og inflammation i kroppen.

Prøv den lækre torsk med stegt blomkål og en frisk agurk / fennikel salat.

Omega-3

Fede fisk er især høje på omega-3 fedtsyrer, som virker antiinflammatorisk i kroppen, så ved at skrue op for de fede fisk kan du være med til at dæmpe dine symptomer på inflammation i kroppen. Spis gerne fisk flere gange om ugen. Men gå gerne efter de små fisk, da de større fisk indeholder større mængder tungmetaller (fx kviksølv i tun).

Alt det grønne

Det syner ikke af så meget, men alle de grønne krydderurter / ærteskud / spirer mm. de er med til at give smagsnuancer til maden. De indeholder ofte bitterstoffer, som er med til at give mere velsmag til maden og stimulerer din fordøjelsessafter til en bedre fordøjelse. Så husk det lille grønne drys på madderne, de gør en verden til forskel.

Intet af ovenstående kan stå i stedet for en lægelig vurdering / rådgivning omkring dit helbred!

God appetit,

Pernille Kruse, Humanbiolog & Ernæringsterapeut