Indlæg

Rugbrød (1 stort – 2,5 l bageform)

Der er ikke noget bedre end et hjemmebagt rugbrød, lavet på surdej og ren rug. Du kan selv vælge hvilke kerner og frø du bruger. Jeg er mest til solsikkekerner, som giver en blød og rund smag, men prøv dig frem og brug det du har i skabene. Jeg har god erfaring med at bruge solsikkekerner, hørfrø, sesamfrø, græskarkerner, chiafrø og hampefrø. Rugbrødet laves over 2 dage. Jeg starter det som regel om morgenen. Det kræver at du på 2. dagen har tid til at det efterhæver 2-3 timer inden det bages i ca. 1,5 time. Herhjemme fungerer det at starte rugbrødet op fredag morgen og så bage det lørdag. Rugbrødet har også godt af at ”sætte sig” inden du skærer af det. Så lad det meget gerne køle af et par timer, inden du skærer af det. Jeg bruger økologiske ingredienser, hvis det er muligt.

Rugbrød

Surdej er taget fra og det sidste mel røres i. Dejen skal være tung og sej, men ikke tør.

Ingredienser til rugbrød, dag 1:

• 1 l vand
• 1,5 dl surdej*
• 250 g knækkede rugkerner
• 125 g hørfrø
• 125 g solsikkekerner
• 5 dl rugmel (fuldkorns)

Rør alle ingredienser sammen i et stort lerfad, stil det på køkkenbordet dækket med et viskestykke, natten over.

Rugbrød

Færdigbagt rugbrød, afkølet og lige klar til at spise.

Ingredienser til rugbrød, dag 2:

• 1 spsk salt / 2 spsk flagesalt*
• 2 spsk maltmel / 3 spsk maskmel
• 2 dl rugmel

På 2. dagen fratages der ca. 1,5 dl dej i et syltetøjsglas med låg til surdej, som opbevares i køleskabet. Derefter tilsættes salt og maltmel til rugdejen, rør rundt og tilsæt derefter det resterende rugmel. Hæld dejen i en stor smurt rugbrødsform og lad den stå og hæve på køkkenbordet i 2-3 timer til det fylder formen (2,5 l form). Det hæver som regel 2-3 cm.
Bages i en forvarmet ovn ved 180 grader i ca. 1 time og 20 minutter. Rugbrødet skal være ca. 97 grader indeni. Når det er færdigbagt tages det ud af formen og køles af.

Vil du have en lækker plantebaseret kikærte salat på dit rugbrød, så find opskriften lige HER.

*Du kan købe en surdej i special butikker eller høre om du har nogle bekendte, der kan dele en surdej med dig. Du kan også selv starte den op, se fx. metoden her hos Valsemøllen.

**Prøv dig frem med salten.

God fornøjelse, Pernille Høegh (Kruse)

Pernille Kruse

Karrysuppe med kyllinge-frikadeller smager skønt oven på en bund af squash på en kold vinterdag efter en tur i sneen.

Karrysuppe

Squash fra haven kan bruges til en lækker karrysuppe.

Det fantastiske med denne ret er, at du kan variere den i det uendelige alt efter, hvad du har af grønne grøntsager i din have eller køleskab. I denne opskrift er suppen ret kompakt i det, du kan altid lave den tyndere med mere væske, hvis du ønsker dette.

Som tilbehør til suppen fik vi alle kyllinge-frikadeller  på toppen og en bund af fuldkornsris eller tændstikstynde squash stave til hhv. mine børn og os voksne.

Ingredienser til karrysuppe

4-5 personer

  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • olivenolie
  • 2 spsk. gul karrypasta
  • 2 pakchoi / 8 blade bladbeder, snittet
  • 1 pose frossen grønt af Fx broccoli, grønne bønner og ærter
  • 6 blade palme- eller 3 blade savojkål, snittet
  • 5-7 dl hønse- eller grøntsagsbouillon
  • 1-2 dl kokosmælk
  • limesaft og revet ingefær til smag
  • salt og peber

Start med at snitte løg og hvidløg fint, steg dem gyldne i lidt olivenolie. Tilsæt gul karrypasta og varm det igennem, tilsæt yderligere 5 dl bouillon, pakchoi, 1 pose frossent grønt (ca. 400 g), blade af kål. Lad det koge op, stille og roligt. Til sidst smages det til med kokosmælk, salt og peber, limesaft og evt. lidt revet ingefær.

Ingredienser til kyllinge-frikadeller

  • 1 bakke kyllingefars (400 g)
  • 1 æg
  • 1 revet gulerod
  • 1 revet løg
  • salt og peber
  • 2-3 spsk. havregryn
  • lidt vand

Rør farsen godt sammen og lad den hvile lidt. Tilfør evt. lidt mere havregryn eller vand alt efter konsistens. Steg små frikadeller på en pande med olivenolie og en lille klat smør til de er gennemstegte og gyldne.

Squash og/eller kogte ris

Skær 1/2 -1 squash i tændstiktynde stave eller brug en spiralizer til at lave båndsquash.  Beregn ca. 1/3 squash pr. person. Kog evt. også fuldkornsris.

Antiinflammatorisk kost

Den antiinflammatoriske kost bygger på 5 trin. Vil du gerne blive bedre til at spise antiinflammatorisk kost, så kan du købe min nye BOG, som indeholder 75 opskrifter, 100 siders teori om fordøjelse og inflammation. Deltage på det næste 8-ugers AI kursus eller måske blive klogere gennem en masse videoer om antiinflammatorisk kost på min Facebook side (Ernæringslinjen)

Antiinflammatorisk kost

5 trin til antiinflammatorisk kost.

Velbekomme, Pernille Kruse
Humanbiolog & Ernæringsterapeut DET

Pernille Kruse

Pernille Kruse

Jeg elsker hyldeblomst saft. Det er ren og skær gudedrik 🙂

Denne opskrift er med økologisk sukker, men du kan også bruge æblesaft eller honning (hvis du har meget af det)! Vi laver altid dobbeltportion og fryser halvdelen ned, så der er lidt dyrebare dråber til senere. Den portion der er nedenfor passer til min største gryde, som samtidig kan stå i køleskabet, så tjek lige ud hvad du har til at opbevare saften i mens den står og trækker et par dage.

Jeg bruger bla. hyldeblomst saft til alm. saftevand, blande i hvidvin med isterninger, på lagkagebunde sammen med friske jordbær og creme og som smagsgiver til Kombucha (hjemmelavet fermenteret te).

Hyldeblomst

Ingredienser

  • 100 blomsterskærme fra hyld
  • 1,5 kg økologisk sukker
  • 9 økologiske citroner
  • 1 brev citronsyre
  • 4 liter vand

Start med at gå ud og klippe 100 blomsterskærme. Smagen på din saft varierer efter om det er de tidligste blomster eller de sene, hvor blomsterne er ved at afblomstre. Men bare brug løs, det har hver sin fine smag. Sørg for at der ikke kommer blade og grove stilke med, så klip så tæt på blomsterne som muligt.

Tilbage i køkkenet vaskes og skæres citroner i tynde skiver. Derefter koges de 4 liter vand og sukkeret opløses i vandet. Tilslut lægges blomsterskærme og citroner lagvis ned i det kogende vand, sluk for blusset og læg låg på gryden.

Lad den stå og køle af på køkkenbordet inden den sættes i køleskabet for at trække i 3-5 dage, efter hvorledes det passer dig at si saften fra. Hver dag røres der i gryden.

Når det har stået og trækket færdig sis saften fra og hældes på skoldede f.eks. patentflasker.

Velbekomme,

Pernille Kruse

Denne Green power smoothie er for dig der gerne vil have flere grøntsager ind i din morgenmad. Den er sprængfyldt med vitaminer, mineraler, antioxidanter og fibre. Alt sammen med til at kickstarte din krop fra morgenstunden af ;o)Green power smoothie

Ingredienser

  • 1/2 æble
  • 1/2 moden avokado
  • 2 håndfulde spinat / frossen spinat
  • 3-4 små buketter broccoli
  • 1 håndfuld persille
  • 1/4 ark tørret tang (evt. Sushi Nori)
  • saften fra 1/2 citron
  • 10 vindruer / 1/2 kiwi
  • 1 cm frisk ingefær
  • 1 1/2 dl vand
  • 1 håndfuld bønnespirer

Alle ingredienser puttes i en blender og blendes til hele smoothie’n har en ens artet konsistens.

Til pynt

  • 5 valnødder
  • 5 hindbær
  • hampefrø

Smoothieen hældes op i en dyb tallerken og pyntes med 5 valnødder, 5 hindbær og lidt hampefrø.

Lavet og skrevet af Katrine Mathiesen – praktikant hos Pernille.

Når jeg laver vegetar mad, skal der gerne være noget der erstatter kødet, det kunne enten være nøddebøffer, eller som i dag når det er vegetarfrikadeller af sødekartofler der står på frokost menuen. Det glæder mig (Katrine) & Pernille os meget til. Så vi hygger med lækker frokost. Prøv det selv derhjemme, de smager fantastisk og mætter dejligt.

Frikadeller

  • 4 søde kartofler
  • 1/4 squash
  • 1 håndfuld revet/2 gulerødder
  • Olie
  • Salt & peber

Skræl søde kartoflerne og skær dem ud i små firkanter, derefter skæres squashen i firkanter (du kan også bruge butternut squash, det giver også en god smag. Den skal heller ikke have så meget på panden, så det passer fint sammen). Varm nu en pande op og kom olie på. Når panden er godt varm kommes de søde kartofler og squashen op på panden. Når det har stegt i noget tid tilsættes en håndfuld revet gulerødder (jeg brugte færdigrevet gulerødder). Tilsæt salt & peber. Grønsagerne skal kun lige steges til de er bløde. Når dine grønsager er stegt færdig kommes de op i en skål eller en blender, hvis du har sådan en. Jeg brugte en stavblender. Når din frikadelle fars er godt blendet formes de med to skeer. Nu skal panden varmes igen og frikadellerne kommes op på panden. De skal kun stege i kort tid til de er let gyldne, ellers brænder de på. Frikadellerne er svare til at mætte 4 personer.

Squashsalat/spaghetti

  • 1/2 squash
  • 1 håndfuld sukkerærter
  • 1 håndfuld revet/2 gulerødder
  • 1/4 spidskål
  • 1 avokado
  • 1/2 rød peberfrugt

Du skal bruge en Spiralizer til at lave grøntsags spaghetti. Hvis du ikke har sådan en, kan du nøjes med at skære squashen ud i tynde skiver, ligesom jeg plejer at gøre. Skær sukkerærter, spidskål & rød peberfrugt ud i fine og tynde skiver. Avokadoen skæres i små firekanter, og riv gulerødderne på den grove sidde af rivejernet. Og til sidst blandes alle grønsagerne sammen, til den bedste squashsaltal nogensinde. Salaten vendes rundt med en peanutbutter dressing eller dippen serveres ved siden af. salaten svarer til at mætte 3 personer.

Peanutbutter dressing

  • 3 spsk. peanutbutter
  • 3 spsk. soya
  • 3 spsk. vand
  • 3 spsk. sød chilisovs
  • 2 spsk. citronsaft
  • 2 tsk. stødt ingefær

Peanutbutter og vand røres sammen med en ske. Derefter tilsættes soya (HUSK at starte med en ting af gangen, kom ikke alle ting ned i samtidig) Nu røres den søde chilisovs i og næstsidst citronsaften. Rør til allersidst den stødte ingefær sammen med dressingen.

Nu har du den lækreste vegetarret. Jeg elsker den, det er min yndlings, og jeg håber, at i vil få meget glæde af den. Jeg har lånt opskriften af Julie Zangenberg fra hendes nye madprogram på youtube – supermad, hedder hendes youtube kanal.

Lavet og skrevet af Katrine Mathiesen – praktikant hos Pernille