Indlæg

Kålsalat med bagt græskar og ristede hasselnødder

Denne kålsalat smager himmelsk – intet mindre – og passer perfekt til de lange mørke vinteraftener. Den lyser op på middagsbordet, og passer rigtig godt til en andesteg eller en mere let anretning med humus, rødbede råkost og grøn salat. kålsalat

Kålsalaten er en kombination af 3 kåltyper, spidskål, rødkål og grønkål, lige så meget for at få et flot farvespil. Når maden ser indbydende ud spiser vi mere af den. Du kan eksperimentere med forskellige kåltyper og brug gerne kåltyper du har i køleskabet, så du undgår madspild.

Kål er en del af korsblomstfamilien, som har fantastiske egenskaber mht. dit helbred. Kålen er rig på bl.a. svovl, der støtter din afgiftning i leveren. Kålen bidrager også med mange gode kostfibre, som er “madpakken” til din tarmflora. En “glad” tarmflora producerer smørsyre / butyrat, som reparerer din tarmslimhinde og påvirker din krop i en gunstig retning. Læs mere på bloggen om smørsyre!

Ingredienser til kålsalat

  • 1/3 spidskål
  • 1/3 rødkål
  • 3 blade grønkål
  • Ristede hasselnødder
  • 6 bagte græskarskiver
  • Tørrede tranebær
  • Saften fra 1 appelsin
  • Olivenolie

Snit kålen meget fint og miks de 3 kåltyper på et fad. Hæld lidt olivenolie samt appelsinsaft ud over, og lad det gerne stå og trække lidt, hvis du har tid til det. Salaten pyntes med bagte græskarskiver (jeg har anvendt Hokaido græskar), tørrede tranebær og ristede hasselnødder.

Opskriften på bagte græskarskiver finder du her. De kan laves aftenen før, da de her bruges kolde. Du kan vælge mellem følgende græskartyper: Hokaido, Blue kuri eller Butternut.

Ristede hasselnødder: Placer en pose hasselnødder på et stykke bagepapir i ovnen, og bag dem i ca. 10-15 minutter ved 175 grader. Fjern skallerne, der nu sidder løst, evt. i et rent viskestykke og afkøl nødderne. Opbevar de resterende nødder i et syltetøjsglas. De smager også fremragende, som snack sammen med rosiner / figner.

Med ønsket om en vinteraften med stearin lys og hygge foran pejsen,

Kærlige hilsner fra

Pernille Kruse

vinter